Der var sport, fest, personlig udvikling og ikke mindst masser af medaljer, da STU-elever fra Kolding deltog i Specialskolernes Landsidrætsstævne i Esbjerg.

For de sportsglade elever på STU'en i Kolding er forsommeren en vigtig højtid.

Her mødes de med elever fra STU uddannelser rundt om i landet til det årlige landsidrætsstævne (SLIS).

I år foregik det i Esbjerg, hvor der over to dage blev dystet i atletik, hockey og svømning. Med inddeling efter funktionsnedsættelse og niveau var der mange klasser og mange muligheder for at vinde en medalje med hjem.


Et årligt højdepunkt

I alt deltog 277 elever fra hele landet. I løbet af skoleåret træner de frem mod begivenheden, og der er sammenhold og nerver uden på tøjet. Foruden det sundhedsmæssige udbytte ved at dyrke sport er der mange andre gevinster for en gruppe unge, som fx har et udviklingshandicap, adhd eller autisme.

De skal fungere socialt sammen med mange andre unge, tage hensyn til hinanden, præstere når det gælder og holde koncentrationen og gejsten oppe over lang tid. Det er en god øvelse, og noget af det de lærer gennem en treårig ungdomsuddannelse, der har fokus på den enkeltes udvikling både socialt, fagligt og menneskeligt.

- Til daglig kan jeg godt have svært ved at koncentrere mig, men når det kommer til sådan noget, så bliver jeg tændt af konkurrencen, og så kan jeg godt, siger Christian Viuf, der vandt guld i hockey og sølv i længdespring.

At idrætsarrangementet er noget, de ser frem mod hele året, det bekræfter underviser Kurt Andersen.

- De ældre elever fortæller de nye elever om SLIS og på den måde bliver der skabt en forventning frem mod stævnet. Det betyder, at vi kan bruge det som noget motivationsskabende i undervisningen, noget vi træner frem imod, siger han.

 

Et vellykket arrangement
Det var CSV i Esbjerg, der arrangerede stævnet i år og med fest og livemusik om aftenen samt overnatning på lokale folkeskoler, er det noget af et arrangement at få stablet på benene. Frivillige fra UC Syd og Viborg Gymnastik- og idrætshøjskole var med til at få det hele til at køre på skinner.

- Det har været sjovt og spændende at være med til. Det giver en god fællesskabsfølelse at heppe på de andre. Man møder også mange forskellige, jeg var en del sammen med en veninde fra en anden skole, som jeg tidligere har gået på efterskole med, fortæller 1. års STU-elev Trine Madsen.

Mens det for nogle var det sociale og for andre det sportslige, så fæstnede de to STU-elever Poul Aage Meng Hansen og Oliver Fuglsang sig ved andre sider af arrangementet.

- Der var fest om aftenen, og der var god mad, så vi skal med igen næste år, siger de.

 

STU SLIS19 e

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

STU SLIS19 b

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

STU SLIS19 d

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

STU SLIS19 c