Der kan godt melde sig en række spørgsmål, når man får en ung mand med autisme som kollega. Det har de oplevet hos virksomheden Ingvard Madsen, der sælger og yder service på havemaskiner som fx robotplæneklippere og havetraktorer.

Her møder STU-eleven Bjarke hver dag ind til sin praktik, som han har gjort i mere end ét år. På mange måder er Bjarke en helt almindelig kollega, der er passioneret omkring maskiner og teknik, men der er også særlige udfordringer på grund af hans autisme.

- Bjarke kan ikke selv gå i gang med en opgave. Han skal støttes og have tingene forklaret mange gange. Vi skal også kun have fokus på én opgave ad gangen, fortæller direktør i Ingvard Madsen, Peter Madsen.

For at give en bedre forståelse var CSV Koldings praktikkoordinator, Lena Fladeland, forbi virksomheden og fortælle om de særlige forhold, der gælder for Bjarke og mange andre med autisme.

- Autismen betyder en grundstress, der er generelt højere end andre menneskers. Hjernen er på overarbejde for at strukturere og planlægge, og der skal færre forstyrrelser til at slå personen ud af kurs, siger Lena Fladeland.

Magnetisk tavle er en hjælp
For at hjælpe Bjarke med at bevare overblikket er der indkøbt en magnetisk tavle, hvorpå billeder på et magnetisk papir viser arbejdsgangen i en konkret opgave. Derved kan Bjarke bedre selv holde momentum i sin arbejdsdag uden hele tiden at skulle sættes i gang eller støttes i opgaven.

Lena autisme info 400x265

- Det er opgaver som eksempelvis at rive gårdspladsen, samle maskiner, rengøre maskiner, støvsuge, tømme skraldeposer og lignende som Bjarke typisk løser i sin arbejdstid, siger Peter Madsen.

Udover at få løst nogle konkrete arbejdsopgaver, så synes Peter Madsen også, at de er med til at løfte en samfundsopgave:

- For ikke så mange år siden ville en som Bjarke have været tildelt en førtidspension og gemt væk på et beskyttet værksted. At han i stedet kan bruges på en rigtig arbejdsplads, synes jeg er en super god udvikling, understreger direktøren.

STU’en er en treårig ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Kolding blev for nyligt fremhævet i en rapport fra Undervisningsministeriet for evnen til at få de unge videre i job og uddannelse.