For borgere med ingen eller næsten ingen hørelse kan en cochlear-implant operation være løsningen. Sådan en fik Jørgen Beyer for nogle få måneder siden, og nu lærer han en ny måde at lytte på ved CSV’s hørekonsulent.
 
- Min kone er lykkelig for det. Jeg var blevet noget isoleret. Det er svært at undgå, når man ingenting kan høre.

Sådan fortæller 82-årige Jørgen Beyer fra Kolding. Før sommeren blev han opereret på Odense Universitets Hospital. En operation hvor hørelsen skabes med et implantat ind i høresneglen, hvor elektroder aktiveres ved lyd.

- Det er en helt anden måde, man skal lære at høre på. Mange beskriver det som Anders And-agtigt. Det kan være en meget metallisk lyd og med en del rungen, før man vender sig til det, siger hørekonsulent ved CSV, Nina Nielsen.


Kræver daglig træning

Det er slet ikke let at lære at lytte på en ny måde. Når Jørgen er til undervisning på CSV, øver han blandt andet på at skelne mellem ord, der lyder meget ens.

Hørekonsulenten gemmer munden bag et kort, så der ikke kan snydes med mundaflæsning. Ved de fleste ord går det rigtigt flot, men der er også de ord, der driller. Bliver der sagt ”Pæle” eller ”kæle”, det er ikke så lige til.

- Jeg må ikke bruge mundaflæsning, det er snyd. Og jeg må heller ikke gætte, jeg skal lytte, fortæller Jørgen Beyer.

Det får han rig lejlighed til, da hørekonsulenten læser en Molbo-historie højt. Sætning for sætning skal Jørgen gentage. Det er svært, men han klør på med stor ukuelighed og koncentration.

Til daglig lytter han meget til lydbøger. Men der er masser af udfordringer, der skal overvindes.

- Min kone siger, at jeg taler meget højt. Det er især en udfordring, hvis der er meget støj omkring os. Den anden dag fik vi en kage ved bageren, og jeg ville fortælle min kone noget om en af de andre kvinders sko. Jeg fik vidst fortalt det til alle i butikken inklusiv kvinden med skoene, siger Jørgen Beyer med et smil på læben.

Hvem har glæde af en CI-operation?
Jørgen Beiers hørenedsættelse stammer primært fra en øresygdom, han havde for 12-15 år siden. En sygdom, der hedder ”morbus menière”, og som giver problemer med trykregulering i det indre øre.

For at vurdere om det kan være relevant med en operation foretages en høretest med de klassiske bip-lyde men også en test af, hvor mange ord man kan høre og gengive. Er man under 50 pct. i antallet af ord, kan det være et tegn på, at man er i målgruppen for en cochlear implant operation. Men det er den løsning, man vælger, når andre former for høretekniske hjælpemidler er udtømt.

Derudover skal man som 82-årige Jørgen stadig være i fornuftig form både åndeligt og fysisk. Det kræver noget både under og efter operationen for at få det fulde udbytte.

Der foretages operationer på hospitalerne i Aarhus, Odense og København.

Man kan få mere at vide om CI-operationen ved at kontakte CSV på tlf.: 79 79 29 99.

 

Nina CI2 600x388

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nina CI3 600x388