Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) er en treårig ungdomsuddannelse for unge, der ikke umiddelbart kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse.

Her har 18-årige Thea Sif Aamand Lorentzen gået det seneste år, men nu skal hun videre til et gymnasium med klasser for autister, hvor hun skal tage en HF-uddannelse.

Det er nemlig ikke det faglige niveau, der har holdt Thea tilbage. Men hendes autisme har gjort det vanskeligt for hende at fungere i en skoleklasse.

I det forgangne år på STU'en har hun i samarbejde med undervisere udviklet redskaber og strategier, så hun nu føler sig klar til en ordinær ungdomsuddannelse.