P1: Psykologisk samtaleforløb
Målgruppe
Borgere og pårørende med behov for en særlig indsats i forhold til psykologiske problemstillinger – eksempelvis:
- Stress
- Angst
- Depression
- Selvværd
- Identitets- og relationsdannelse
- Diagnoseforståelse
- Konflikt
Formål
- At afdække omfanget og sværhedsgraden af den psykiske problemstillingen
- At understøtte borgerens bearbejdning af svære følelsesmæssige oplevelser/tilstande
- At øge borgerens indsigt i sammenhængen mellem følelser, tanker og adfærd med henblik på forandring af hensigtsmæssige/fastkørte handlemønstre
- At bidrage til udviklingen af mestringsstrategier
Indhold
Længden af det terapeutisk samtaleforløb kan have varierende længde – med 5 til 10 samtaler som standard (á 60 minutters varighed).
Ud fra afdækning af behov og forudsætninger udarbejdes i tæt samarbejde med borgeren en plan for forløbet (med afsæt i forventningsafstemning, formulering af målsætning og terapeutisk tilgang).
Samtale og fælles refleksion vil være det centrale i det terapeutiske forløb, men ofte vil udfordring af negative automatiske tanker, uhensigtsmæssige handlemønstre mv. indgå i form af eksempelvis eksponerings- og opmærksomhedsøvelser.
Kernen i den terapeutiske proces er at understøtte borgeren i en forandring af tidligere negative tanke- og handlemønstre. Dette vil ske med afsæt i accept og erkendelse samt fælles udforskning af borgerens selvopfattelse.
Samtaleforløb foregår altid i CSV’s egne lokaler.
P2: Fagsupervision
Målgruppe
Fagprofessionelt personale i direkte kontakt med borgere, hvor tilstedeværelsen af psykisk sygdom herunder adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser vanskeliggør et hensigtsmæssigt samspil:
- Sagsbehandlere
- Jobkonsulenter
- Sundhedspersonale
- Behandlere mv.
- Socialpædagogisk personale
Formål
At klæde fagpersonalet på i forhold til samarbejdet med borgere, som er udfordret af psykiske sygdomme, psykologiske problemstillinger, funktionsnedsættelse og/eller problemskabende adfærd:
- At kunne håndtere ”den vanskelige samtale”
- Bidrage til konfliktnedtrapning
- At formulere og styrke handle- og beredskabsplaner fx målrettet borgere med en problemskabende adfærd
- At opkvalificere de kommunikative færdigheder/ praksis således, at den mest hensigtsmæssige indsats kan ydes
- Fælles refleksion over (sags)behandlingstiltag/ arbejdsmetoder
Indhold
Fagsupervision er målrettet professionelle personalegrupper, der i kontakten til sårbare borgere kan have behov for sparring på fx håndtering af udadreagerende adfærd, relationelle konflikter, udfordret faglighed, frustration i arbejdet etc.
I samarbejdet med psykologen belyses en oplevet problemstilling med henblik på fælles formulering af handlestrategier til brug i praksis.
Supervisionen tilrettelægges ud fra et konkret personalebehov. Ofte vil forløbet have karakter af fælles refleksion, hvor psykologen varetager en funktion som facilitator for den fællesfaglige udveksling og udvikling.
Psykologen vil i supervisionen kunne bidrage med fagekspertise ift. psykologiske processor mv. ud fra et klinisk / pædagogisk eller neuropsykologisk perspektiv. Ligeledes kan psykologen agere ”fluen på væggen” ved fx et vanskeligt borgersamarbejde og dermed komme med konkret og direkte feedback på kommunikation og indsats.
Supervisionen ydes individuelt eller til personalegrupper på arbejdspladsen. Minimum to timer og maksimalt seks deltagere.
P3: Undersøgelse af begavelsesniveau / Basis kognitiv vurdering
Målgruppe
Unge og voksne, hvor der findes usikkerhed omkring nedsættelser i kognitivt funktionsniveau. Det er den konkrete sag og drøftelsen mellem sagsbehandler (bestilleren) og psykolog, der afgør, hvad der er hensigtsmæssig og behov for.
Formål
At afdække kognitivt funktionsniveau med henblik på skitsering af borgerens kognitive profil.
Indhold
Samtale samt testning varetages af en psykolog med specialiseret viden om processer i hjernekognition - med særligt fokus på:
- Begavelse
- Verbalforståelse
- Visuel bearbejdning
- Arbejdshukommelse
- Arbejdstempo
Undersøgelsens forventes at forløbe over to gange af cirka to timers varighed per gang.
På baggrund af testresultater og observation udarbejdes en samlet rapport, hvori en vurdering af kompensationsstrategier og fremadrettede anbefalinger vil fremgå.
P4: Udvidet kognitiv vurdering
Målgruppe
Unge og voksne, hvor der er usikkerhed omkring nedsættelser i kognitivt funktionsniveau og med behov for en særlig indsats og/eller afklaring i forhold til psykologiske problemstillinger, hvor der ikke er konstateret en hjerneskade eller hjernesygdom.
Formål
At afdække borgerens kognitive profil herunder styrker og svagheder som afsæt for videre vurdering af uddannelses-/undervisningsparathed og/eller arbejdsevne.
At bidrage til en øget forståelse af kognitive, personlighedsmæssige og/eller emotionelle følger. Endvidere vil undersøgelsen kunne danne grundlag for tilrettelæggelse af borgerrettede tiltag i kommunalt regi i form af pædagogisk psykologiske anbefalinger.
Indhold
Den psykologiske vurdering (samtale samt testning) varetages af en psykolog med specialiseret viden om psykologisk udredning med særligt fokus på kognitive funktioner som:
- Intelligensniveau
- Hukommelse
- Koncentration og opmærksomhed
- Overbliksfærdigheder
- Indlæringsevne
- Mentaliseringsevne
- Stresstolerance
Undersøgelsen vil typisk foregå over et par gange og vil resultere i en samlet rapport, hvori vurdering af fremadrettet pædagogisk psykologiske anbefalinger vil fremgå.
P5: Neuropsykologisk undersøgelse
Målgruppe
Unge og voksne, hvor der findes usikkerhed omkring nedsættelser i kognitivt funktionsniveau – ofte i forbindelse med konstateret hjerneskade eller hjernesygdom med mistanke om erhvervet hjerneskade.
Formål
At afdække kognitivt funktionsniveau med henblik på skitsering af borgerens kognitive profil som afsæt for videre vurdering af uddannelses-/undervisningsparathed og erhvervsevne.
At bidrage til øget forståelse af skadens/sygdommens kognitive, personlighedsmæssige og/eller emotionelle følger. Endvidere vil undersøgelsen kunne danne grundlag for tilrettelæggelse af borgerrettede tiltag i kommunalt regi. Det kunne f.eks. være ved rehabiliteringsindsatser samt i undervisningssammenhæng i forhold til belysning af skånehensyn og udviklingspotentialer.
Indhold
Den neuropsykologiske undersøgelse (samtale samt testning) varetages af en psykolog med specialiseret viden om processer i hjernen/følger efter erhvervet hjerneskade - med særligt fokus på mentale funktioner som:
- Opmærksomhed og koncentration
- Indlæringsevne og hukommelse
- Sprogfunktion og kommunikative færdigheder
- Planlægning, problemløsning og overblik
- Perception (opfattelse af sanseindtryk)
- Indsigt i egne udfordringer – herunder sygdomserkendelse
- Følelsesmæssige aspekter (fx belastningstolerance)
Undersøgelsens længde varierer – fra overordnet skitsering af kognitive udfordringsområder til en fuld neuropsykologisk undersøgelse og foregår derfor ofte over flere gange.
På baggrund af testresultater og observation udarbejdes en samlet rapport, hvori en vurdering af kompensationsstrategier og fremadrettede anbefalinger vil fremgå. Dette sker i tæt samarbejde med tilknyttet socialfagligt personale omkring borgeren og evt. undervisere ved CSV.