Voksenspecialundervisningen henvender sig til borgere fra Kolding og Fredericia Kommuner med et særligt undervisningsbehov, der ikke dækkes af andre undervisningstilbud. Borgere fra andre kommuner kan også modtage undervisning med et betalingstilsagn fra deres hjemkommune.
Undervisningen er funderet i Lov om specialundervisning til voksne.
Målgruppen for undervisningen er blandt andet:
- Personer med psykiske vanskeligheder
- Personer med sociale/emotionelle problemer
- Voksne med læse-, skrive- og staveproblemer
- Ordblinde
- Personer med erhvervet hjerneskade
- Personer med følger efter hjernerystelse
Kursisterne modtager individuelt tilrettelagt undervisning på mindre hold. Det er kendetegnende for voksenspecialundervisningen, at mødet med den enkelte kursist foregår i øjenhøjde og med fokus på kursisternes ressourcer.
I Voksenspecialundervisningen motiveres kursisten til at arbejde med sig selv, så der opnås større livsduelighed og bevidsthed omkring egne styrker. Formålet er aktiv deltagelse i samfundslivet, tilknytning til arbejdsmarkedet og videre uddannelse. Målet er at afhjælpe eller begrænse virkningerne af den enkeltes funktionsnedsættelse.
Visitation
Forud for kursusforløbet inviteres kursisten til en grundig indledende samtale. Samtalen medvirker til at sikre overensstemmelse mellem kursistens ønsker og mål, faglige niveau og tilrettelæggelse af forløbet. Samtidig kaster samtalen lys over kursistens baggrund, erfaringer, kompetencer og motivation. Til at beskrive det faglige niveau benyttes forskellige test.
Underviserne
Personalet har en specialpædagogisk uddannelse samt en bred vifte af kurser målrettet deres respektive fagområder – det er f.eks. hjerneskade, ordblindeundervisning, IT og meget andet. Tilknyttet afdelingen er også en psykolog med ekspertise inden for det neuropsykologiske felt.
Fagområder
Underviserne er fordelt på tre overordnede fagområder:
FVU-undervisning: Et tilbud til unge og voksne med læse-, stave- og regnevanskeligheder
Psykisk sårbar: Et tilbud til unge og voksne med psykiske og socio-emotionelle vanskeligheder
Hjerne & kognition: Et tilbud til unge og voksne med erhvervet hjerneskade, til borgere med senfølger efter hjernerystelse samt borgere med følger efter høj stressbelastning
Her finder du voksenspecialundervisningen
Undervisningen udbydes i Kolding samt i Fredericia. Adressen i Fredericia er forbeholdt kursister visiteret fra Fredericia Kommune.
Åbningstider, ferieperioder og eventuelle lukkedage vil altid fremgå af hjemmesiden www.csv.dk.
Kontakt
Afdelingsleder Pernille Norbeck, tlf.: 24 45 58 78, mail: voksen@kolding.dk
Pernille kan kontaktes vedrørende Voksenspecialundervisning (VSU) i forhold til unge og voksne med psykiske/sociale vanskeligheder samt læse-, stave og matematikvanskeligheder